Tjekliste ved flytning af indlånskonti
Har du indlånskonti, der skal flyttes, er der seks ting, du skal huske at have med.
- Oversigt over dine konti som eksempelvis seneste årsoversigt fra din bank
Ofte kan du finde disse oversigter i din e-boks, såfremt du får posten fra dinbank via e-boks. Alternativt er din bank i stand til at printe årsoversigten til dig.
- Dankort, hævekort, kreditkort som bl.a. Mastercard, samt bankbøger og checkhæfte
Det er vigtigt, at du samler alle disse betalingsredskaber, således at du får det samme ved din nye bank.
- Billedlegitimation
Kørekort eller pas fungerer som glimrende billedlegitimation.
- Seneste oversigt fra BS Betalingsservice
- Liste over faste månedlige overførsler til andre banker som eksempelvis husleje, fritidsaktiviteter, opsparing eller abonnementsbetalinger med kreditkort (fx Brobizz)
Det er vigtigt, at du har et klart overblik over alle disse faste månedlige betalinger, da eventuelle oversete udgiftsposter kan resultere i rykkere og høje gebyrer.
- Pensionsoversigt
Medbring en oversigt over din pension, så din bank kan skabe et fuldkomment overblik fra start. Dette overblik kan du evt. printe via www.pensionsinfo.dk, hvor du kan se alle dine pensionsoplysninger ved brug af dit NemID.
Tjekliste ved flytning af lån
Ved flytning af lån er der kun to ting, du skal huske.
- Lønsedler fra de seneste tre måneder
Disse lønsedler kan din(e) arbejdsgiver(e) skaffe dig relativt hurtigt. Alternativt kan du som regel finde alle dine lønsedler på e-boks. Du behøver ikke flere lønsedler end fra de seneste tre måneder.
- Seneste årsopgørelse og forskudsangivelse fra SKAT
Både årsopgørelse og forskudsangivelse kan printes fra din skattemappe på www.skat.dk.
Tjekliste på eventuelt andet
Selvom du har styr på tjeklisten over flytning af indlånskonti og lån, er der ofte yderligere elementer, du skal huske at have med.
- Husk oversigt over dine værdipapirdepoter
Har du eventuelle værdipapirer, skal de flyttes med over til din nye bank. Derfor er det vigtigt, at du medbringer en oversigt over dem alle.
- Husk oversigt over eventuelle forsikringer knyttet til dine bankforretninger som eksempelvis gruppelivsforsikring eller låneforsikring
- Budget
Hvis du ikke allerede har et budget, kan banken hjælpe dig. At have et budget fører til en stærkere økonomi, hvor pengespild minimeres mærkbart.
- Hvis I er flere kontohavere, skal alle kontohavere underskrive overførelsesanmodningen i banken
- Hvis du har givet andre fuldmagt til en af dine konti, bør du medbringe en kopi af fuldmagten, så der kan etableres en ny fuldmagt
- Har du en bankboks i din gamle bank, skal du huske at tømme den og aflevere nøglen
I forbindelse med en tjekliste er der altså en del papirer, du skal have styr på. Selvom mange banker er modtagelige over for digitale oversigter, er det alligevel en god idé at medbringe dem i printet format, således I sammen kan gennemgå dem og dobbelttjekke, at alt er som det skal være.